JACKSON

“DET ER ET PERFEKT JOB! FOLK ER FLINKE, OG ARBEJDET ER MEGET FLEKSIBELT, SÅ JEG KAN STADIG UNDERVISE OG SPILLE MUSIK.”

Jackson blev født i 1978 i eksil i Nyango, en Swapo-flygtningelejr i Zambia, og opvokset i Kwanza Sul i Angola. Jackson fortæller, at livet har været hårdt, og at han derfor har udviklet hård hud. At være nomade ligger i hans blod, siger han. Jacksons forældre var en del af den revolutionære bevægelse, der kæmpede for Namibias uafhængighed. I lejrene blev børnene opdraget i revolution, mens forældrene kæmpede for den fælles sag.

Under den kolde krig kom kommunistiske lande til hjælp. Jacksons storebror blev sendt til Cuba, men han selv og en tredje søskende blev i flygtningelejren i 12 år. Først i 1990 kunne de vende hjem til et uafhængigt Namibia for at bo hos deres mor. Her opdagede Jackson, at han havde

en fjerde bror, der havde boet hos deres bedstemor siden forældrenes flugt fra landet. 

“Min far var en rastløs fyr. Han var soldat i bevægelsen, og han var aldrig hjemme i særlig lang tid ad gangen, så vi boede hos vores mor. Men hun havde været væk fra Namibia og sine børn i 16 år, og det var svært for hende at bo sammen med fire drenge, hun dårligt kendte. Oven i købet uden særlig mange penge.”

Familien var sammen i en kort periode, men i 1997 gjorde Jackson skolen færdig og tog sammen med alle sine brødre til Namibias hovedstad, Windhoek, for at “give musikken et skud”, som han formulerer det. De sluttede sig til et band og blev hurtigt et stort navn i Namibia. Men der var meget intern konkurrence mellem brødrene, og Jackson forlod til sidst bandet for at rejse til Sydafrika. Her studerede han musik i tre år på University of Cape Town og tog en eksamen i jazzguitar.

Han vendte derefter tilbage til Namibia og begyndte at undervise i musik på konservatoriet. Her mødte han en svensk kvinde, de blev gift og fik et barn sammen i november 2006. Et år efter fik Jacksons kone en stilling ved FN, så familien flyttede til Geneve i Schweiz, hvor de boede i otte år. I 2012 fik Jackson og hans kone en søn. Jackson var hjemmegående far og fokuserede på børnene og musikken.

Selvom kulturen, han selv er vokset op i, er anderledes end den i Europa, fandt Jackson ikke overgangen svær. “Sydafrika og Namibia er lidt som et mini Europa. Der bor mange hvide mennesker, især i Cape Town, så den største forandring var det kolde vejr og sneen.”

I 2015 fik Jacksons kone nyt job ved Nordisk Ministerråd, så familien flyttede til Danmark. Da Jackson og hans kone blev  separeret nogle år efter, vendte Jackson tilbage til Namibia for at genskabe forbindelsen til sine rødder og arbejde som musiker.

Jackson rejste frem og tilbage mellem Namibia og Danmark for at være sammen med sine børn. Men da Covid-19 ramte verden, måtte han blive i Namibia, og tingene begyndte at gå galt. Jackson havde svært ved at tilpasse sig livet i Namibia efter at have været væk i så lang tid, og landet var hårdt ramt af epidemien.

Efter halvandet år på den måde tog Jackson det første job, han kunne få, der bragte ham tilbage til Danmark.”Her er smukt. Jeg kan være sammen med mine børn og spille musik over hele Europa,” fortæller han. Begge hans børn spiller musik og følger i deres fars fodspor. De spiller guitar, og Jackson er stolt af deres musikalske talent: “Jeg ønsker ikke for mine børn, at de bliver musikere. Det er et hårdt og usikkert liv. Men de er vokset op med musik, siden de lå i deres mors mave, og de er allerede utroligt talentfulde.”

Jackson ønsker at blive i Danmark, men spurgt til, hvordan hans drømmeliv ser ud, er han ikke så optaget af, hvor på kloden det er: “Så længe jeg kan dele min kærlighed til musik med andre og forsørge mig selv og min familie ved at undervise og spille musik, kunne det være hvor som helst. Bare der er sikkert og trygt.”

Det er imidlertid svært at få en stabil indkomst som musiker, og nogle gange går der en måned eller to uden Jackson har optrædener. For at betale huslejen og beholde sin opholdstilladelse og uafhængighed, arbejder Jackson som kontorassistent hos Morph House. “Det er et perfekt job! Folk er flinke, og arbejdet er meget fleksibelt, så jeg kan stadig undervise og spille musik,” siger han.

Jacksons dag begynder med træning hver morgen. Så tager han cyklen fra sin lejlighed på Islands Brygge til Sortedamssøen i København, hvor Morph House har til huse. Han tjekker, at alle rum er ryddelige og ordentlige, at køleskabene.

er fyldt op, og – for at forhindre total kaos –   sørger han for, at alle kaffemaskiner virker, som de skal. Dagens største opgave er frokosten. Når cateringfirmaet ankommer, sørger Jackson for at stille maden frem til alle de sultne medarbejdere, og han rydder af, når frokostpausen er slut. I løbet af dagen holder han orden på kontoret. “Jeg taler meget, så jeg er venner med alle i huset,” siger Jackson. “Jeg har ikke spillet koncert i Danmark, siden jeg startede her, men når det sker, er alle herfra helt sikkert inviterede.”

Jackson fremstår ydmyg, når man tænker på, at han er en af Namibias mest berømte guitarister. Han synger primært på sit modersmål, oshiwambo, og hans tekster adskiller ham fra de fleste af kollegerne i branchen, fordi de berører samfundsrelaterede emner som korruption og kampen for økonomisk frihed. Der kunne skrives lange bøger om Jacksons liv (og hvem ved, det gør vi måske en dag). Men for nu sætter vi punktum her, for Jackson skal videre. Der sidder en klasse fuld af børn, der venter på musikundervisning.